Søgning efter: "Det anslås"

Akutte smerter (...det fortsat at benytte princippet fra WHO's smertetrappe, hvor man starter med svage analgetika, paracetamol og/eller NSAID, afhængigt af smertetype. Hvis denne behandling ikke slår til, kan man overveje at tillægge et opioid. Man skelner ikke længere imellem svage og stærke opioider. Den tidligere anvendte betegnelse svage opioider henviste til opioider med lav affinitet til opioid receptoren. Men da disse opioider alle har aktive metabolitter med høj affinitet til opioid receptoren, giver denne opdeling ingen praktisk mening. Ved akutte smertetilstande hvor der er en neuropatisk smertekomponent kan det være relevant at tillægge adjuverende analgetika. Specifik behandlingsstrategi af akutte smerter Ved ikke inflammatoriske muskuloskeletale smerter er paracetamol førstevalg. Paracetamol kan med fordel gives i fast dosering fx 1 g 4 gange dagligt i starten, og efterhånden som den akutte smerte aftager, kan man overgå til behovsdosering. Ved inflammatoriske muskuloskeletale smerter kan NSAID anvendes i en afgrænset periode. Der bør benyttes lavest mulige effektive dosis. og i kortest mulige tid. NSAID vil også være førstevalgs-præparat ved akutte nyre - eller galdestensanfald, evt. som injektion. Vær dog her opmærksom på evt. kontraindikationer og vær især tilbageholdende med NSAID til patienter > 65 år, eller hvis der foreligger andre risikofaktorer for udvikling af gastro-intestinal blødning og/eller hjerte-karlidelser, se NSAID . Opioider bør i udgangspunktet ikke anvendes til benigne muskuloskeletale smerter fraset ved frakturer, større traumer eller svære smertetilstande som fx discitis. Den akutte smerte er ofte hurtigt aftagende og dynamisk, og de korttidsvirkende opioider benyttes derfor overvejende til denne type af smerter. Hvis der er behov for behandling med opioider i mere end 1-2 uger, kan der med fordel omlægges til et depotopioid. Husk altid opfølgning og udtrapningsplan. Til ambulante patienter, hvor der er behov for opioid, startes med morfin tabletter 5-10 mg p.n. ( især hos ældre samt patienter med nedsat nyrefunktion, bør der udvises forsigtighed) og sjældent over 60 mg i døgnet hos opioid naive. Behandling med injektions-opioid vil kun meget sjældent være indiceret ved akutte benigne smerter, men kan være indiceret fx ved stensmerter. NB: Der bør aldrig gives opioid som injektion til en opioid naiv patient, hvis der ikke er mulighed for observation, pga. væsentlig risiko for overdosering, evt. med fatalt udfald. Til indlagte patienter, hvor der er behov for opioider, kan der enten gives morfin tabletter a 5-10 mg p.n. eller der kan titreres med intravenøst morfin 2,5 mg ad gangen med 10-15 minutters intervaller til der opnås sufficient smertedækning. Hvis der anvendes parenteral behandling til indlagte patienter, er intravenøs behandling at foretrække, idet den er atraumatisk og let styrbar, hvorimod subkutane og intramuskulære injektioner kan være vanskeligere at kontrollere og altid skal undgås hos patienter, som er cirkulatorisk ustabile. For børn og ældre bør startdoserne være lavere, og monitoreringen af patientens tilstand tættere. Såfremt en smertetilstand er morfinkrævende ud over mere end 1-2 uger, kan patientens samlede døgnbehov gennem de sidste 2-3 dage beregnes, og den samlede døgndosis af opioid omlægges til et langtidsvirkende opioid, fx morfin i depotformulering, og fordeles på 2-3 lige store doser med lige lange intervaller. Såfremt patienten har brug for yderligere morfin til smertegennembrud gives 1/6 af døgndosis ved hver p.n. dosis. Den samlede døgndosis vil kun sjældent være over 100 mg/døgn hos opioid naive. Hos patienter, som i forvejen er i fast opioidbehandling, kan opioidbehovet være noget større grundet toleranceudvikling. Patientens samlede behov revurderes en gang i døgnet, og om nødvendigt øges behandlingen med langtidsvirkende opioider. Husk opfølgning og udtrapningsplan. Ved akutte smertetilstande der har en neuropatisk smertekomponent, fx akutte lænderygsmerter med radikulær udstråling, kan det være relevant at benytte et adjuverende analgetikum. Af hensyn til at der ved akutte smerter er behov for en relativt hurtig optitrering, vil gabapentin typisk være førstevalg. Her kan startes med 300 mg x 1 og øges med 300 mg ad gangen fx med 1 døgns interval, til 300-600 mg x 3. Det kan være nødvendigt med langsommere optrapning af hensyn til bivirkninger. Hvis gabapentin ikke tolereres kan alternativt benyttes pregabalin, hvor der er mulighed for at starte med lavere doser, fx 25 mg x 2. Dosis øges gradvist under hensyn til effekt og bivirkninger. Ved nedsat nyrefunktion øges langsommere og max. dosis er lavere afhængigt af GFR. Desuden bør der udvises særlig forsigtighed ved ældre. Se endvidere: Gabapentinoider . Postoperative smerter Postoperative smerter er et betydeligt problem. Detanslås, at ca. 75 % oplever smerter efter et kirurgisk indgreb, og at smerterne er moderate til svære hos ca. 50 %. Det overordnede formål med behandlingen af postoperative smerter er symptomatisk og sigter mod at reducere ubehag og angst forbundet med smerteoplevelsen. Desuden stiles der imod bedst mulig smertelindring under mobilisering, så den postoperative rehabilitering fremmes. Endelig sigtes mod at reducere den postoperative morbiditet og mortalitet, idet smerter øger sympatikus aktiviteten som sammen med det kirurgiske stress respons og en smertebetinget immobilisation øger risikoen for en lang række komplikationer (kardiel iskæmi, tarmparalyse, tromboemboli m.m.) Postoperativ smertebehandling bør derfor ses som en integreret del af den postoperative pleje og rehabiliteringsproces. Generel behandlingsstrategi af postoperative smerter Behandlingen af postoperative smerter følger samme principper som håndtering af akutte smerter; svage analgetika udgør basisbehandling og ved sværere smerter, suppleres smertebehandling individuelt efter behov, typisk med korttidsvirkende morfin. Håndteringen af postoperative smerter starter allerede præ-eller perioperativt, så den analgetiske effekt er sat ind ved operationens afslutning. Her gives smertebehandlingen på baggrund af den forventede postoperative smerteintensitet baseret på størrelsen af det kirurgiske indgreb: Mindre indgreb: Paracetamol og evt. NSAID Lidt større indgreb: Paracetamol og evt. NSAID + Lokal infiltrationsanæstesi, perifere nerveblok (evt. med glukokortikoider) Store indgreb: Paracetamol og evt NSAID + Epidural analgesi med lokalanæstetika, systemisk opioid (evt ketamin eller gabapentinoider) Det overordnede formål med denne multimodale behandlingsstrategi er at opnå en opioidbesparende effekt med henblik på at reducere uønskede opioidrelaterede bivirkninger som kvalme, opkastning, urinretention, paralytisk ileus, obstipation, sedation og circulatorisk og respiratorisk depression. Anbefalinger til ikke-specialiseret håndtering af smerter i det postoperative forløb fremgår af Smerteguiden (5274) . Specifik behandlingsstrategi af postoperative smerter Paracetamol har en dokumenteret opioidbesparende effekt og anvendes som basisbehandling. Ved kortvarige operative indgreb med ringe vævsskade gives paracetamol oralt 30-60 minutter før operationen. Parenteral tilførsel af paracetamol kan overvejes, når oral eller rektal tilførsel ikke er mulig, fx postoperativt eller inden for pædiatrisk onkologi. Rektal tilførsel er på grund af meget langsom absorption og yderst variable plasmakoncentrationer ikke egnet til voksne. Den postoperative analgetiske effekt af paracetamol er signifikant mindre end for NSAID, men har færre bivirkninger, hvilket stadig gør det til førstevalg ved operationer med begrænset inflammatorisk respons. NSAID kan anvendes i kombination med paracetamol som basisbehandling, såfremt patienten ikke frembyder risikofaktorer eller ikke har komorbiditet i form af gastro-intestinale lidelser, nyreinsufficiens eller sværere hjerte-kar-sygdom. Vær varsom med NSAID til ældre . Behandlingen med især NSAID bør ikke fortsætte ud over få uger, uden at der bliver taget stilling til, om der fortsat er indikation for behandlingen. Såfremt der foreligger risikofaktor(er) for udvikling af gastro-intestinal blødning, bør NSAID-behandling suppleres med behandling med syrepumpehæmmer. Hvis det af operationstekniske eller helingsmæssige årsager ikke er ønskværdigt med selv let øget perioperativ blødning, bør man være tilbageholdende med brug af NSAID, da denne gruppe lægemidler hæmmer trombocytaggregationen. Der er ingen evidens for, at knogleheling hæmmes klinisk betydende af NSAID, hvorimod evidensen tyder på, at NSAID kan øge risikoen for anastomose lækage. Ved brug af NSAID er ibuprofen eller naproxen førstevalg (5125) (5126) (5274) . Opioider udgør fortsat hjørnestenen i den postoperative smertebehandling ved moderate til svære postoperative smerter. Fordi postoperative smerter hurtigt ændrer intensitet, er det en god strategi for behandlingen at vælge præparater, der gør behandlingen hurtig titrerbar - og dermed styrbar. Med andre ord benytter man korttidsvirkende midler og ikke langtidsvirkende eller depotformulerede præparater, hvoraf morfin er førstevalg (5274) . Under indlæggelse, kan patientstyret analgesi være en behandlingsmulighed (patient controlled analgesia - PCA). PCA er et smertebehandlingsregime, hvor patienten selv kan aktivere typisk en pumpe til at give en forudindstillet mængde analgetikum. Den mest effektive basisbehandling af smerter efter større kirurgiske indgreb med omfattende vævsskade er dog kontinuerlig kateterbaseret epidural tilførsel af lokalananæstetikum tilsat opioid. Dette er også den metode, som mest effektivt dæmper og beskytter mod det kirurgiske stressrespons. Behandling med gabapentinoider (gabapentin og pregabalin) har vist sig at have minimal effekt på akutte postoperative smerter og fordobler desuden risikoen for overdosering hvis det gives i kombination med opioider. Omvendt øges sandsynligheden for tidligere ophør med opioider (se referenceliste). Gabapentinoider spiller i dag en beskeden rolle i den postoperative smertebehandling. Patienter, der allerede inden operation, er i opioidbehandling for kroniske smertetilstande, udgør en særlig gruppe og kan kun undtagelsesvis forventes at skulle behandles i et rutine- eller pakkeforløb; disse patienter kræver særlig opmærksomhed. Patienterne skal behandles for deres kroniske smerter i hele det perioperative forløb samtidig med, at de behandles for deres akutte postoperative smerter. Patienterne vil ofte have et behov for mere analgetika, herunder opioider, end andre patienter, og en del af dem vil med fordel kunne behandles med relevante blokader til den akutte smerte. Akut smertebehandling hos ældre og børn Generelt anbefales brug af lavere doser til ældre og smertebehandling til den ældre patient kan med fordel tilrettelægges efter start low and go slow princippet. NSAID-behandling af ældre er forbundet med markant øget risiko for udvikling af alvorlige gastro-intestinale, kardio-cerebro-vaskulære og renale komplikationer. Længerevarende NSAID-behandling bør derfor undgås (2588) . Ved brug af gabapentin, pregabalin og opioider hos ældre, bør man være særligt opmærksom på centrale bivirkninger, der kan optræde som pseudodemens. Det særlige hos børn i forhold til voksne er, at børns CYP-system først er færdigmodnet i 12-13-års-alderen, de har større renal clearance og hepatisk gennemblødning samt stor overflade sammenlignet med voksne. De helt små børn kan ikke kommunikere og derfor anvendes forskellige redskaber i den kliniske monitorering for smerter. Hjælpestoffet propylengykol, kan være problematisk hos børn under 5 år - så det bør der også tages hensyn til ved præparatvalg. Det skal bemærkes, at da størstedelen af analgetika er gamle præparater, har der fra regulatorisk side ikke været krav om pædiatriske investigation plans (PIPs) - det...)

Kroniske smertetilstande (...det i større omfang, at der ved kroniske smerter sjældent er en god sammenhæng mellem smerter og vævsforandringer, og at de mekanisme-baserede behandlinger i bedste fald er uvirksomme, i værste fald kan forværre den kroniske smerte. Tendensen går således i retning af mindre behandling og mere fokus på at hjælpe patienterne til at mestre deres smerter. Behandlingen af simple kroniske smertetilstande og mildere grader af komplekse kroniske smertetilstande kan varetages i primærsektoren, men ved sværere funktionsnedsættelse og/eller sværere psykologiske eller sociale problemstillinger bør behandlingen foregå i tværfaglige behandlingsmiljøer, hvor man integrerer bio-psyko-sociale behandlingstiltag tilrettet den enkelte patients samlede situation. Detanslås at ca. 3-5 % af den danske befolkning har en sværere kronisk kompleks smertetilstand. Disse patienter er vanskelige at behandle og er meget ressourcekrævende både sundheds- og socioøkonomisk set (mange indlæggelser, stort medicinforbrug, tab af arbejde m.v.). Sådanne patienter skal gerne så tidligt som muligt henvises til integreret tværfaglig intervention på et smertecenter (6073) (2590) (5134) . Generel behandlingsstrategi ved kroniske smerter Ved kroniske smerter er non-farmakologiske behandlinger førstevalg. Ved simple kroniske smerter vil træning, afspænding og en god balance mellem aktivitet og hvile ofte være tilstrækkeligt. Ved komplekse kroniske smerter kan der være behov for psykologisk behandling og/eller socialfaglig rådgivning. Der er evidens for, at smerteedukation er noget af det, der virker bedst ved kroniske smerter (6025) . Den farmakologiske behandingsstrategi baserer sig på, om smerten er nociceptiv, neuropatisk eller nociplastisk. Ved kroniske smerter vil der ofte være tale om en blanding af forskellige smertemekanismer. Målet for den farmakologiske behandling af kroniske non-maligne smerter er bedst mulig smertelindring (ikke smertefrihed som sjældent opnås), og en for patienten acceptabel balance mellem virkning og bivirkning. Ved kroniske simple smerter er der som regel tale om en overvejende nociceptiv smerte, og paracetamol er derfor førstevalg. NB! Effekten af paracetamol i langtidsbehandling er ikke veldokumenteret. Paracetamol bør ikke ordines fast ud over 6 uger, medmindre behandlingen løbende vurderes. Dette gøres mest enkelt ved at gøre et seponeringsforsøg i 1-2 uger. Kan patienten ikke angive en klinisk relevant virkning, bør behandlingen seponeres. NSAID bør som hovedregel undgås til langtidsbehandling pga. bivirkningsprofilen (se NSAID ). Ved neuropatiske smerter anvendes adjuverende analgetika som amitriptylin, gabapentin, pregabalin eller duloxetin. Disse præparater anses for ligeværdige alternativer, og præparat valg kan baseres på individuelle forhold som komorbiditet, samt præparaternes bivirkningsprofil. Fx kan foretrækkes pregabalin ved samtidig angstlidelse eller duloxetin ved samtidig depression. Adjuverende analgetika kan også forsøges hos patienter med smerter som følge af ændret nociception (nociplastiske smerter). Effektiviteten er dog lavere end ved neuropatiske smertetilstande, og det vil ofte være sværere at finde en acceptabel balance mellem virkning og bivirkning hos disse patienter. Der bør udøves generel tilbageholdenhed med opioider til patienter med kroniske non-maligne smerter. Dette skyldes, at få har klinisk relevant effekt efter 3-6 måneders behandling grundet toleranceudvikling, samt at der er stor sandsynlighed for afhængighed og opioidinduceret hyperalgesi. Opioider kan dog efter nøje vurdering og på specifik indikation anvendes til visse patienter med svære kroniske nociceptive eller neuropatiske smertetilstande, enten alene eller i kombination med sekundære analgetika. Opioider bør i udgangspunktet ikke anvendes til patienter med smerter som følge af ændret nociception (nociplastiske smerter). Specifik behandlingsstrategi ved kroniske smerter Non-farmakologisk Behandling af kroniske smerter er overvejende non-farmakologisk og tager udgangspunkt i en bio-psyko-social forståelsesramme . Eksempler på non-farmakologiske behandlingstiltag der kan varetages i primærsektor: Smerteedukation Træning Afspænding Søvn hygiejne Råd om balance mellem aktivitet og hvile Såfremt patienten med kroniske smerter udvikler funktionsnedsættelse, kompromitteret arbejdsevne eller psykologisk belastning som følge af smerterne, kan man henvise til tværfagligt smertercenter som typisk tilbyder flg. non-farmakologiske behandlinger: Smerteedukation på specialiseret niveau Afspænding Mindfulness Specialiseret fysioterapeutisk behandling med fokus på vedligeholdende bevægemønstre og aktivitetsregulering Smertemestringskurser Socialfaglig rådgivning Psykologisk smertebehandling Hent evt. inspiration i artiklen Gode råd til samtalen om smerter . Svage analgetika Paracetamols bivirkningsprofil er uproblematisk, og så længe den rekommanderede døgndosis på 4 g overholdes, men effekten ud over 6 ugers behandling er ikke veldokumenteret. I praksis betyder det, at effekten af behandlingen løbende bør vurderes. Dette kan gøres ved seponeringsforsøg. Hvis smerten ikke ændres væsentligt ved seponering, er der ikke indikation for fast behandling. NB! Vær særligt opmærksom på, om der fortsat er indikation for fast dosering af paracetamol hos ældre. NSAID har ingen større plads i behandlingen af kroniske smerter, idet langtidsbehandling med NSAID frarådes pga. bivirkningsprofilen (se NSAID ). NSAID kan være relevant i korte perioder, hvis der oven i den kroniske smerte skulle opstå en akut smerte betinget af inflammation, eller ved visse kroniske inflammatoriske reumatologiske lidelser (se evt. afsnittet om NSAID ). Langvarig behandling med paracetamol og NSAID - også i doser, der ligger inden for det anbefalede - kan give anledning til udvikling af medicininduceret hovedpine , og ikke kun hos hovedpinepatienter. Denne form for hovedpine vil forsvinde, når behandlingen med paracetamol og/eller NSAID ophører. Adjuverende analgetika Ved neuropatiske smertetilstande og ved smertetilstande betinget af ændret nociception (nociplastiske smerter) er de adjuverende analgetika første valg. Præparaterne er alle ligeværdige valg, men det er værd at være opmærksom på, at der er forskellig numbers needed to treat (NNT) og især ved nociplastiske smerter ses relativt høje NNT og lave numbers needed to harm (NNH) (4474) . Typen af adjuverende anagetikum vælges ud fra patientens komorbiditet, lægemidlets bivirkningsprofil samt hensyntagen til potentielle interaktioner med øvrig medicin. Tricykliske antidepressiva Amitriptylin er det præparat der har lavest NNT (numbers needed to treat) til behandling af neuropatiske smerter, men behandlingen er associeret med stor risiko for antikolinerge bivirkninger i form af mundtørhed, obstipation, urinretention. Der er desuden en risiko for kardiale overledningsforstyrrelser. Inden behandlingsstart bør der foreligge et ekg for at udelukke medfødt forlænget QT-interval, hvilket kan øge risikoen for medicinsk induceret arytmi. Ekg kontrolleres efter opstart af behandlingen og ved dosis øgning på mere end 50 %. Man anvender lavere døgndosis, end man gør i depressionsbehandlingen. Måling af serumkoncentrationer er kun sjældent relevant ved anvendelse til smertebehandling. Det kan overvejes hos ældre (se afsnit nedenfor om ældre), ved manglende effekt, bivirkninger (herunder mistanke om CYP2D6 poor metabolizer status) eller ved mistanke om toksicitet. Startdosis for amitriptylin er 10 mg og behandlingen gives bedst til natten pga. præparatets sederende effekt. Derefter kan øges med 10 mg ad gangen til effekt på indsovning og natlige smerter. Typisk ligger dosis i intervallet 10-50 mg. Analgetisk effekt kan forventes inden for få dage og altså meget før forventet effekt på depressive tilstande. Forsigtig dosering tilrådes til ældre eller patienter i behandling med Qtc-forlængende lægemidler. Nortriptylin eller imipramin kan også benyttes, selvom der ikke er godkendt indikation til smertebehandling for disse præparater. Nortriptylin og amitriptylin kan i nogle tilfælde kombineres, men betragtes som specialistbehandling. Serotonin-Noradrenalin Reuptake inhibitors (SNRI) Duloxetin har højere NNT end TCA, men har en mere gunstig bivirkningsprofil med mindre risiko for antikolinerge bivirkninger. Duloxetin kan give hypertension og bør anvendes med forsigtighed til patienter der er i hypertensionsbehandling. Der startes med en dosis på 30 mg. Dosis kan øges afhængigt af effekt og bivirkninger. Max dosis er 120 mg/døgn. Ved brug af duloxetin monitoreres blodtrykket løbende under optrapningen. Risikoen for medicinsk udløst QT-forlængelse er lille, men EKG bør kontrolleres efter opstart af behandlingen. Venlafaxin kan også anvendes, selv om der ikke er godkendt indikation til smertebehandling. Ved brug af venlafaxin skal EKG monitoreres for at udelukke medfødt og medicinsk udløst QT-forlængelse. Gabapentinoider ( gabapentin og pregabalin ) Gabapentinoiderne har lavere NNT end duloxetin, men giver oftere bivirkninger i form af sedation og vægtøgning. Startdosis for gabapentin er 300 mg x 1 dgl. i 3 dage, derefter 300 mg x 2 dgl. i 3 dage, og herefter fortsat gradvis øgning med 300 mg hver 3. dag til slutdosis på 600-900 mg x 3-4 dgl. For pregabalin er startdosis 25-75 mg x 2 dgl., og derefter gradvis øgning med 50-75 mg hver 3.-5. dag til højst 600 mg i døgnet fordelt på 2-3 doser. Det er værd at være opmærksom på at der er en lille risiko for at udvikle et misbrug af gabapentinoider. Undersøgelser har vist at særligt patienter med opioidmisbrug er i risiko for også at udvikle misbrug af gabapentinoider ( Sundhedsstyrelsen - Misbrug af gabapentin og pregabalin ). Opioder Når opioider tages i anvendelse til kroniske smertepatienter, bør patienten behandles med et langtidsvirkende opioid; døgndosis startes så lavt som muligt, og dosis fordeles på 2-3 ens doser jævnt fordelt over døgnet. Der startes typisk med depotmorfin 5-10 mg x 2-3 dgl., og patienten følges tæt mht. effekt og bivirkninger. Der er principielt ikke en maksimal dosis for brug af opioider, men døgndoser over 100 mg morfin eller morfinækvivalenter hos kroniske smertepatienter bør være undtagelsen. Patienter i langvarig opioidbehandling kan få problemer som kognitiv dysfunktion, opioidsensibilisering, afhængighed og kan risikere at udvikle tolerans. Administrationsmåden er primært oral, men for udvalgte patienter kan transdermal administration benyttes. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er øget risiko for utilsigtede hændelser ved brug af plaster. Fx kan der ske overdosering, hvis det gamle plaster ved en fejl ikke fjernes. Plasteret kan også løsne sig, mens patienten sover og ved en fejl sætte sig på en anden person i sengen (i værste fald et barn). Der er eksempler på, at særligt personer med demens kan finde på at fjerne plasteret og måske putte det i munden eller sluge det. Intravenøs, subkutan, intramuskulær eller rektal administration bør så vidt muligt undgås, da dette medfører meget ustabil smertedækning og risikoen for udvikling af tolerans og abstinenssymptomer er udtalte ved disse typer af behandling (5135) . Hvis virkningsvarigheden af et depotopioid er kortere end doseringsintervallet, opstår der behandlingssvigt mellem doserne, hvilket kan udløse gennembrudssmerter. Der kan også opstå abstinenssymptomer og abstinenssmerter i timerne op til doseringstidspunktet. Det er derfor vigtigt at spørge patienten, om han/hun kan mærke, når en dosis begynder at virke og igen aftager, inden næste dosis er berammet. Hvis dette er tilfældet, opdeles døgndoserne i flere doser. Princippet i behandlingen med depotopioider er, at den skal være kontinuerlig således, at plasmakoncentrationen holdes jævn over hele døgnet. Hvis effekten er utilstrækkelig på korrekt indikation, eller der opstår uacceptable bivirkninger, kan det overvejes at skifte til andet langtidsvirkende opioid ( opioidrotation ). Ved opioid-rotation foretages en beregning af den ækvianalgetiske dosis af det opioid, der konverteres til (se beregner ). Tolerance-udvikling viser sig typisk ved aftagende effekt og behov for stigende doser. Dosis kan øges et par gange, men bør hos patienter med non-maligne smerter ikke overstige 100 mg morfinækvivalenter i døgnet pga. risiko for opioidsensibilisering i højere doser. Første valg ved tolerans-udvikling er at forsøge udtrapning. Hvis udtrapning ikke er muligt, eller fortsat opioid behandling skønnes velindiceret, kan også foretages opioid-rotation, idet der ikke er fuld krydstolerans mellem de forskellige opioider. Hvis der roteres pga. opioid tolerans, vil det ofte være muligt at reducere den ækvipotente dosis af det nye opioid. Ved døgndoser under 100 mg morfinækvivalenter, kan der roteres på en gang. Ved doser over 100 mg morfinækvivalenter bør der foretages en krydstitrering (gradvis nedtrapning af det ene opioid, samtidig med gradvis optrapning af det nye opioid). Ved tolerance-udvikling, kan det være en fordel at rotere til metadon behandling, hvor der sjældnere opstår problemer med abstinenser mellem doserne. Håndtering af toleransudvikling ved opioidrotation, krydstitrering og behandling med metadon er en specialist-opgave. Det gælder generelt for patienter i langtidsbehandling, at p.n. administration bør undgås, idet risikoen for misbrug og tolerans sandsynligvis stiger ved disse behandlingsregimer. Desuden giver behandling med p.n. opioid ofte over tid en meget ustabil smertedækning med risiko for abstinenser og hermed abstinenssmerter mellem doserne. For visse typer af kroniske smertetilstande kan oral pn dosering med korttidsvirkende opioid dog anbefales, typisk ved mere dynamisk betingede smertetilstande, fx osteoporotiske sammenfald i columna med primært belastnings- og aktivitetsudløste smerter, eller hvis der er tale om en blandet akut og kronisk smertetilstand, som det fx ses ved kronisk pancreatitis. Hvis der anvendes korttidsvirkende opioider, bør forbruget monitoreres tæt og må ikke eskalere. Behandling med opioider giver næsten obligatorisk forstoppelse, og der bør opstartes profylaktisk behandling med laksantia. Osmotisk virkende præparater foretrækkes. Der kan søges om enkelttilskud til alle laksantia ved kronisk opioidbehandling. Naloxon er en ren antagonist og bliver brugt til at modvirke akutte opioidbivirkninger som respirationsdepression og sedation. Naloxon er markedsført i kombination med oxycodon og er formuleret således, at det frigøres langsomt og systemisk optræder i så lav en koncentration, at det alene får en perifer antagonistisk (anti-obstiperende) effekt og ikke modvirker opioidets centraludløste analgetiske virkning. Naloxegol er en opioidantagonist, der ikke passerer blod-hjernebarrieren, og som kan bruges til patienter med opioidinduceret obstipation, når andre laksantia uden held har været forsøgt. Endvidere er der markedsført en ren perifer opioidantagonist ( methylnaltrexon ). Begge præparater anvendes til at modvirke opioidinduceret obstipation og dysfunktion af tarmen. Methylnaltrexon gives subkutant, og indikationen er hårdnakket obstipation hos cancerpatienter, hvor anden behandling med laksantia ikke har haft den ønskede effekt. Der er ved behandling med opioider altid risiko for udvikling af afhængighed. Efter kortere tids behandling - få uger - vil de fleste patienter have udviklet fysisk afhængighed, hvilket typisk viser sig ved flere smerter, indre uro og svedeture, når der bliver for langt mellem de daglige doser eller i forbindelse med nedtrapning. En mindre del af kroniske smertepatienter udvikler psykisk afhængighed og vil være i risiko for at blive misbrugere. Patienter med fysisk afhængighed er ofte lette at hjælpe ud af deres opioidbehandling med støtte og forsikring om, at abstinenserne er ufarlige og kortvarige, hvorimod patienter med et psykisk afhængighedsforhold til opioiderne kan have behov for specialiseret hjælp i et misbrugscenter. Medicintilskud Siden d. 26. maj 2025 er der kommet nye tilskudsregler for opioider, og ingen opioider har nu længere generelt tilskud. De vigtigste ændringer fremgår af nedenstående. For en fuld oversigt over tilskudsregler henvises til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside . Der er klausuleret tilskud til følgende depot opioider: Tramadol (undtaget enkelte dyre præparater), morfin, oxycodon (undtaget kombination med naloxon) og methadon. For at være omfattet af klausulen skal svagere smertestillende medicin have været forsøgt uden effekt. For nociceptive smerter gælder dette paracetamol. For neuropatiske smerter skal relevante adjuverende analgetika være afprøvet. Der er desuden klausuleret tilskud til buprenorphin resoribletter, hvor det ud over at svagere smertestillende er prøvet, desuden kræves at depot opioider der er formuleret som tabletter eller kapsler ikke kan benyttes. For buprenorphin plastre gælder i tillæg, at medicin ikke kan tages gennem munden. Samme klausul gælder for fentanyl plastre. Der er klausuleret tilskud til alle korttidsvirkende opioider, som er formuleret som tablet eller kapsel, og klausulen er kun gældende ved kortvarig behandling af smerter eller ved akutte gennembrudssmerter trods en fast behandling med depotopioid. For korttidsvirkende opioider som er formuleret som dråber, smeltetabletter eller suppositorier, gælder desuden, at tabletter og kapsler ikke kan benyttes. Tilskuddet til kodein er bortfaldet. Behandling af kroniske smerter hos ældre Generelt benyttes lavere doser til behandling af ældre for alle typer af analgetika. NSAID-behandling af ældre er forbundet med markant øget risiko for udvikling af alvorlige gastro-intestinale, kardio-cerebro-vaskulære og renale komplikationer. Længerevarende NSAID-behandling bør derfor undgås (2588) . Ved brug af gabapentin, pregabalin og opioider hos ældre, bør man være særligt opmærksom på centrale bivirkninger, der kan optræde som pseudodemens. Ældre er særligt udsatte for at få anti-kolinerge bivirkninger, hvorfor der bør udvises forsigtighed ved brug af TCA og SNRI præparater. Ved brug af adjuverende analgetika og opioider anbefales det at starte med laveste mulige dosis og trappe langsomt op efter start low - go slow princippet. Revurdering af behandlingen Effekten af smertestillende medicin aftager ofte med tiden, og derfor bør den farmakologiske behandling løbende revurderes hos den kroniske smertepatient. Paracetamol har ikke dokumenteret effekt ud over 6-ugers behandlingsvarighed, og det er desuden en klinisk erfaring af paracetamol har begrænset effekt ved langvarige smertetilstande. Effekten bør derfor løbende vurderes, hvilket lettest gøres ved at foretage en kortvarig pausering af behandlingen. Hvis patienten ikke mærker en forværring under 1-2 ugers pause, kan behandlingen seponeres. Revurdering bør foretages minimum 1 gang årligt. Patienten kan med fordel instrueres i kun at bruge paracetamol til akutte smerter, fx ved hovedpine, menstruationssmerter eller en distorsion. NSAID egner sig ikke til langtidsbrug pga. bivirkningsprofilen, og en NSAID behandling bør derfor løbende revurderes. Effekten af adjuverende analgetika kan aftage ved længere tids behandling, hvilket kan medføre, at effekten over tid ikke længere står mål med bivirkninger. En revurdering af effekt og bivirkninger bør foretages minimum 1 gang årligt. Er der tvivl om effekt eller mistanke om bivirkning, anbefales langsom nedtrapning og evt. udtrapning. Som udgangspunkt anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke opioider til behandling af kroniske non-maligne smerter (5274) . En opioid behandling kan dog være nødvendig ved invaliderende smerter og vil ofte blive indledt på et tidspunkt, hvor patienten er belastet af både smerter og de psykosociale konsekvenser heraf. Den kroniske smerte kan ændre sig betydeligt over tid, og de fleste patienter vil med tiden tilpasse sig den kroniske smerte, hvorved opioid behandlingen ofte bliver overflødig på sigt. En opioid behandling bør derfor løbende revurderes, idet mange vil kunne trappe ud igen uden smerteforværring til følge. Behandlingen bør i starten revurderes hver 3.-6. måned og ved længere tids behandling, minimum 1 gang årligt. Langvarig opioid behandling øger risikoen for tilvænning og tolerance. Dette vil typisk vise sig ved aftagende effekt, og der kan opstå abstinenssmerter mellem doserne som udtryk for, at samme dosis ikke længere er tilstrækkeligt til at sikre en stabil serum koncentration (end of dose failure). Dosis kan øges max. 1-2 gange, men bør ikke overskride 100 mg/døgn, idet høje opioiddoser kan medføre opioid sensibilisering. Første valg ved tegn på tilvænning og tolerance er at forsøge udtrapning. Er dette ikke muligt, kan opioid rotation forsøges. Nogle patienter, som har fået opioid på recept, kan udvikle et regulært misbrug over tid. Disse patienten udvikler et kompulsivt forbrug, hvor aftaler om dosis ikke længere overholdes. Behandlingen bør straks revurderes ved tegn på misbrugsadfærd, da dette er en alvorlig komplikation til en lægeordineret opioid behandling. Det vil ofte være nødvendigt at henvise patienten til professionel hjælp på et misbrugscenter. Centrale neuropatiske smerter Central neuropatisk smerte efter apopleksi eller rygmarvslæsioner er meget vanskelig at smertelindre, men kan forsøges behandlet med tricykliske antidepressiva , gabapentin / pregabalin eller lamotrigin . Behandling er en specialistopgave. Trigeminusneuralgi Ved trigeminusneuralgi er carbamazepin og oxcarbazepin første- og andetvalg (ikke-godkendt indikation for oxcarbazepin). Ved utilstrækkelig behandlingseffekt, uacceptable bivirkninger eller problematiske interaktioner med øvrig medicin, kan som alternativ forsøges behandling med gabapentin, pregabalin eller lamotrigin (ikke-godkendt indikation). Behandling af trigeminusneuralgi er en specialistopgave, og alle patienter mistænkt for trigeminusneuralgi bør vurderes af en speciallæge i neurologi (5136) . Se også Trigeminusneuralgi . Medicinsk cannabis Behandling med medicinsk cannabis blev fra 1. januar 2018 lovliggjort i en forsøgsordning for visse typer af smerter (3224) . Lovliggørelse af medicinsk cannabis på recept er fra d. 1. januar 2026 gjort permanent. Se endvidere Medicinsk cannabis . Af Lægemiddelstyrelsens vejledning fremgår det: Medicinsk cannabis anbefales ikke i nogen national eller international klinisk retningslinje, det være sig til smertetilstande med non-malign eller malign årsag. Det forudsættes, at konventionel godkendt behandling har svigtet eller ikke tåles, inden man ordinerer medicinsk cannabis. Det er uklart, hvor medicinsk cannabis skal placeres i en behandlingsalgoritme for kroniske smerter. Det kan være relevant at behandle neuropatiske smerter med medicinsk cannabis, idet medicinsk cannabis kan have en svag analgetisk virkning ved både perifere og centrale neuropatiske smerter. Ved generaliserede smerter i bevægeapparatet, smerter ved slidgigt, smerter ved inflammatoriske ledsygdomme og smerter ved osteoporose vurderes det ikke relevant at behandle med medicinsk cannabis på grund af manglende evidens herfor (3224) . Kontraindikationer: Medicinsk cannabis skal ikke anvendes af patienter med kendt allergi over for indholdsstofferne. Medicinsk cannabis skal ikke anvendes til patienter med svært nedsat lever- eller nyrefunktion. Medicinsk cannabis skal ikke anvendes til patienter med skizofreni, eller med skizofreni i familieanamnesen, eller til patienter med andre alvorlige psykotiske tilstande, depression eller tidligere selvmordsforsøg i anamnesen. Særlig forsigtighed bør udvises ved behandling af ældre, idet...)

Præparatændringer

Fornem pris til Medicin.dks chefredaktør

Lav risiko for smitte med hantavirus

Du har søgt på: Det anslås

Kontakt

Om medicin.dk – professionel